
Om mine malerier
Min rejse med maleriet begyndte, da jeg var 16 år. Min storebror skrev opgave om Salvador Dalí, og jeg blev tryllebundet af hans forvredne virkeligheder og åbne symbolverden. Det ramte noget i mig – et genkendeligt ekko i min egen snørklede, visuelt tænkende hjerne.
Jeg har altid tegnet. Altid haft et godt øje og en levende fantasi. Som ung drømte jeg om Kunstakademiet, men universet ville det anderledes. I en kort, men betydningsfuld periode blev jeg undervist af Jon Paludan, og gennem årene blev surrealismen og symbolismen mine visuelle følgesvende.
Jeg udstillede mange steder, og i flere år var jeg en del af kunstnergruppen Variablerne, hvor vi hver sommer fyldte Helligåndshuset i København med vores værker.
I 2016 ændrede en ulykke min kurs. Jeg lagde penslen ned – og greb i stedet mit kamera. Naturen blev mit fristed og min opladning. Gennem linsen genfandt jeg stilheden og sanserne.
I 2025 vendte maleriet tilbage. Med en ny stemme og en anden ro. Nu flyder mit naturfotografi som organiske aftryk ind i mine malerier, men symbolismen bor stadig i mit indre landskab – som skjulte lag under overfladen. Mine værker er møder mellem det sete og det sansede, det ydre og det indre, det drømmende og det håndgribelige.
