Når jeg går ud med mit kamera, søger jeg ikke blot et smukt motiv – jeg søger en stemning. Et åndedrag fra jorden, en hvisken i vinden, det tyste genskær i vandet, stilheden i morgendisen. Jeg forsøger at indfange den følelse, der opstår i det præcise øjeblik, hvor jeg selv bliver stille indeni.
Mine landskabsfotografier er derfor ikke dokumentation, men formidling. De er små visuelle digte fra naturen – nogle bløde, nogle rå, men alle med det håb, at du som beskuer kan mærke det, jeg mærkede: lyset, roen, vildskaben eller længslen.
Kameraet blev min ledsager efter en livsomvæltende ulykke i 2016. Hvor penslen tav, talte naturen – og jeg lyttede. Fotografi blev en måde at finde hjem i mig selv på. At observere og ære det, der allerede er, uden at skulle skabe det fra bunden.
Mine billeder er derfor også en taknemmelighed – en påmindelse om, hvor meget der er at se, hvis man virkelig kigger.
